5. søndag i fasten.
29. marts 2020
1.L.: Ez 37,12-14; 2. L.: Rom 8,8-11 Ev.: Joh 11,1-45.
Jesus
spørger: Hvor har I lagt ham? Hans ven Lazarus var død. De ledte Ham
til graven. Verdens skæbne er på spil da døden og Jesus står ansigt til
ansigt. Jesus
bliver opbragt og siger: ”tag stenen væk”.
Marta,
den dødes søster, minder Ham om at der er gået 4 dage siden
begravelsen og ”han stinker allerede”. ”Har jeg ikke sagt dig, at hvis
du tror, skal du se Guds
herlighed”?
Hun tror, men forstår ikke helt.
Jesus
står der, helt alene med alt hvad Han er, den eneste egentlige levende
imellem så mange dødelige, derfor også den eneste der virkelig ved hvad
død betyder.
Han må bryde dødens magt..
Jesus
vender sig til Faderen, lovpriser Ham for den uhørte magt som er ved at
manifestere sig; så råber Han med høj røst: ”Lazarus, kom herud!”
Hvorfor denne høje røst og den følelsesmæssige udladning?
I
Nain (Luk.7.11-17) havde det været så enkelt da Jesus opvakte enkens
søn fra de døde og ved den lille piges sengeleje- (Mark. 5,41-43) havde
et stille ord været
nok!
Hvorfor nu dette høje råb og store udladning?
Vi
genkalder det samme mægtige råb fra korset mellem det sidste ord og
døden (Lk. 23:46) ”Fader i dine hænder betror jeg min ånd”.
Begge råb udgik fra det samme hjerte , det samme kald, og er en og samme handling.
Dog,
her er det ikke kun miraklet om opvækkelsen fra de døde; bag den
synlige begivenhed, dybt i Ånden kæmpes en kamp …Jesus advarer at det er
imod frelsens fjende
. Kristus besejrer døden ved at sejre over ham som regerer i døden:
satan.
Og
Han gør det ikke ved magi, men ganske enkelt ved at være den Han er:
Selve livet, det liv der har sit udspring i en perfekt kærlighed til
Faderen. Dette er Jesu styrke. Råbet var en bølge
af vitalitet, af liv i en alt omfattende tillid til kærligheden.
Ezekiel
37: ”12: ”Dette siger Gud Herren: Mit folk, jeg åbner jeres grave og
fører jer op af dem og I skal vide at Jeg er Herren”.
Dette
er øjeblikket hvor Lazarus men også hele menneskeheden blive kaldt
tilbage til livet, for at leve, og denne begivenhed viser os hvor langt
vi skal gå i tillid til Guds kærlighed, at for
Ham er intet umuligt.
Martha
og Maria var ulykkelige over Lazaruas`død. Og skønt de prøver at sige
det til Jesus på en pæn måde, må de have været meget skuffede over, at
Jesus ikke skyndte sig at komme, mens tid
var.
Vi mærker spændingen og sorgen, den samme spænding og sorg som så mange mennesker oplever netop nu i denne Coronakrise.
Jesus
selv er ulykkelig, han græder, men Han kom jo i rette tid. Vi er ikke
overladt til os selv, når blot vi bliver ved at have tillid til Guds
barmhjertighed og kærlighed, når i bliver ved
med at råbe til Ham: Befri os fra al ondskab, befri os fra al synd, åbn
vore grave og lad os leve.
Efter
at have været begravet, efter at vi har været i dødens mørke, så led os
nu som din kirke, som dit udvalgte folk, som menneskehed, til en dybere
erkendelse af at uden dig Herre går livet
i stå, uden dig Herre, dør vi, uden dig Herre får ondskaben frit spil,
uden dig Herre mister vi livsgnisten.
Med
dig Herre, genvinder vi livets vitalitet, med dig Herre forlader vi
graven og går ud i livet og bringer budskab om en ny begyndelse, at når
fasten og krisen er ovre, har du styrket os således
at vi med fornyet kraft elsker dig og hinanden som du har befalet os at
gøre.
”
Ingen har større kærlighed end den, at sætte livet til for sine venner,
og I er mine venner, når I gør hvad jeg byder jer, at I skal hinanden,
som jeg har elsket jer”. (Joh. 13,34)
Martha:
”Jeg er opstandelsen og livet; den der tror på mig, skal leve, om han
end dør. Og enhver som lever og tror på mig skal aldrig i evighed dø,
tror du det? Hun svarede: Ja, Herre, jeg tror
du er Kristus, Guds Søn, ham som kommer til verden. Vær ved godt mod
Jesus kommer i rette tid.
Amen.
MOBIL-PAY 484814 – KONTO NR. 3001-0012095589
