5. søndag i fasten.
29. marts 2020
1.L.: Ez 37,12-14; 2. L.: Rom 8,8-11 Ev.: Joh 11,1-45.
Jesus spørger: Hvor har I lagt ham? Hans ven Lazarus var død. De ledte Ham til graven. Verdens skæbne er på spil da døden og Jesus står ansigt til ansigt. Jesus bliver opbragt og siger: ”tag stenen væk”.
Marta, den dødes søster, minder Ham om at der er gået 4 dage siden begravelsen og ”han stinker allerede”. ”Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed”?
Hun tror, men forstår ikke helt.
Jesus står der, helt alene med alt hvad Han er, den eneste egentlige levende imellem så mange dødelige, derfor også den eneste der virkelig ved hvad død betyder. Han må bryde dødens magt..
Jesus vender sig til Faderen, lovpriser Ham for den uhørte magt som er ved at manifestere sig; så råber Han med høj røst: ”Lazarus, kom herud!”
Hvorfor denne høje røst og den følelsesmæssige udladning?
I Nain (Luk.7.11-17) havde det været så enkelt da Jesus opvakte enkens søn fra de døde og ved den lille piges sengeleje- (Mark. 5,41-43) havde et stille ord været nok!
Hvorfor nu dette høje råb og store udladning?
Vi genkalder det samme mægtige råb fra korset mellem det sidste ord og døden (Lk. 23:46) ”Fader i dine hænder betror jeg min ånd”.
Begge råb udgik fra det samme hjerte , det samme kald, og er en og samme handling.
Dog, her er det ikke kun miraklet om opvækkelsen fra de døde; bag den synlige begivenhed, dybt i Ånden kæmpes en kamp …Jesus advarer at det er imod frelsens fjende . Kristus besejrer døden ved at sejre over ham som regerer i døden: satan.
Og Han gør det ikke ved magi, men ganske enkelt ved at være den Han er: Selve livet, det liv der har sit udspring i en perfekt kærlighed til Faderen. Dette er Jesu styrke. Råbet var en bølge af vitalitet, af liv i en alt omfattende tillid til kærligheden.
Ezekiel 37: ”12: ”Dette siger Gud Herren: Mit folk, jeg åbner jeres grave og fører jer op af dem og I skal vide at Jeg er Herren”.
Dette er øjeblikket hvor Lazarus men også hele menneskeheden blive kaldt tilbage til livet, for at leve, og denne begivenhed viser os hvor langt vi skal gå i tillid til Guds kærlighed, at for Ham er intet umuligt.
Martha og Maria var ulykkelige over Lazaruas`død. Og skønt de prøver at sige det til Jesus på en pæn måde, må de have været meget skuffede over, at Jesus ikke skyndte sig at komme, mens tid var.
Vi mærker spændingen og sorgen, den samme spænding og sorg som så mange mennesker oplever netop nu i denne Coronakrise.
Jesus selv er ulykkelig, han græder, men Han kom jo i rette tid. Vi er ikke overladt til os selv, når blot vi bliver ved at have tillid til Guds barmhjertighed og kærlighed, når i bliver ved med at råbe til Ham: Befri os fra al ondskab, befri os fra al synd, åbn vore grave og lad os leve.
Efter at have været begravet, efter at vi har været i dødens mørke, så led os nu som din kirke, som dit udvalgte folk, som menneskehed, til en dybere erkendelse af at uden dig Herre går livet i stå, uden dig Herre, dør vi, uden dig Herre får ondskaben frit spil, uden dig Herre mister vi livsgnisten.
Med dig Herre, genvinder vi livets vitalitet, med dig Herre forlader vi graven og går ud i livet og bringer budskab om en ny begyndelse, at når fasten og krisen er ovre, har du styrket os således at vi med fornyet kraft elsker dig og hinanden som du har befalet os at gøre.
” Ingen har større kærlighed end den, at sætte livet til for sine venner, og I er mine venner, når I gør hvad jeg byder jer, at I skal hinanden, som jeg har elsket jer”. (Joh. 13,34)
Martha: ”Jeg er opstandelsen og livet; den der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver som lever og tror på mig skal aldrig i evighed dø, tror du det? Hun svarede: Ja, Herre, jeg tror du er Kristus, Guds Søn, ham som kommer til verden. Vær ved godt mod Jesus kommer i rette tid.
Amen.
MOBIL-PAY 484814 – KONTO NR. 3001-0012095589