Lørdag d. 23. november kl. 11:00 fejrer biskop Czeslaw Kozon en festmesse i Skt. Nikolaj kirke i forbindelse med 50 års jubilæet for arkitekt Johan Otto von Spreckelsens berømte kube kirke i Esbjerg.
Kirken blev indviet af biskop Hans Martensen d. 16. november 1969 og den afløste den gamle Skt. Nikolaj kirke, som lå på hjørnet af Kirkegade og Nørregade, hvor Skt. Nikolaj skole nu har til huse.
Efter festmessen i kirken inviterer menigheden til spisning, forberedt af nogle af de mange de forskellige etniske grupper, som menigheden repræsenterer.
I 1969 bestod menigheden af ca. 350 medlemmer – i dag er vi knap 1.800 medlemmer heraf mange danskere, vietnamesere, polakker, irakere, filippinere og tamiler, men også mange fra de afrikanske og sydamerikanske kontinenter. Menigheden rummer i dag faktisk mere end 35 nationaliteter.
Et jubilæum er en lejlighed til at vise vores taknemmelighed mod dem som fra 1904 har udgjort Skt. Nikolaj menighed her i Esbjerg, mænd og kvinder, præster og søstre, som har givet deres hjerteblod for Skt. Nikolaj menighed.
Mød talrigt op denne dag og vær med til at sige tak til Gud og hinanden for Skt. Nikolaj menigheds eksistens gennem 115 år og for 50 års jubilæet. Har nogen en lille tale eller andet indslag man gerne vil dele på festdagen d. 23. november, så kontakt pastor Benny.
Alle er velkomne.